Musik på Kolding Gymnasium

Stilhistorisk eller genrehistorisk analyse

Gå til Metode

Ofte vil vi sætte det enkelte værk ind i en stilhistorisk eller genrehistorisk sammenhæng. Det vil som regel fungere som en overbygning på en strukturalistisk analyse af værket. Vi kan især indenfor den klassiske musik skelne mellem stil og genre, mens det i rytmisk musik oftere kun er stilbegrebet, der er interessant:

 

Stil: Stilen er knyttet til en bestemt periode, og til en bestemt kulturel praksis. Wienerklassik er et eksempel på en stil, der er kendetegnet ved en lang række træk i melodik, harmonik, instrumentation, tonal arbejdsmåde osv. Det er en stil vi knytter til musik, der er skrevet omkring 1780-1800. Andre stilarter kan være progressiv rock og impressionisme. Stilarter kan være meget brede som electronica eller urban og meget snævre som breakbeat hardcore.

 

Genre: Genren er knyttet til en form eller en orkestertype, men ikke i samme grad knyttet tilen stilperiode. En genre kan være kammermusik, dvs musik skrevet for få instrumenter (typisk 2-5). Der er skrevet musik for denne orkestertype indenfor mange forskellige stilarter. Andre genrer er musical eller symfoni

 

Den stil- og genrebaserede analyse ser på værket som en repræsentant for en bredere kulturel praksis. Det kræver altså enten at man har et kendskab til mange værker og/eller at man opsøger leksika og her studerer andres beskrivelser af typiske træk for stilen eller genren. Her leder vi altså ikke primært efter svarene i det aktuelle værk, men snarere i leksika mm.

 

I den stilhistoriske analyse stilles spørgsmål som fx: (tilsvarende med genrehistorisk)

  • Hvilke stiltræk i dette kunstværk er karakteristisk for denne stil?
  • Hvad kalder leksika denne stil?
  • Hvilke andre stilarter er kunstneren inspireret af og hvordan viser det sig i musikken?
  • Hvilken stilmæssig fornyelse af musikscenen er det vi ser med denne kunstner.
  • Hvad udvikles stilen senere til?

 

Det vil ofte være en stor fordel at udarbejde detaljerede lister med konkrete stiltræk. Husk her at leksika ofte definerer stilarter i forhold til de stilarter der er umiddelbart i nærheden stilmæssigt og tidsmæssigt. Du kan med fordel stille bredere spørgsmål også: Hvad adskiller denne musik fra musik der er fx 20 år eller 100 år ældre/yngre. Fx vil der om tidlig Beatles-stil altid stå om brug af flerstemmig vokalarrangement i højt leje men aldrig stå at musikken er produceret som LIVE-lyd, fordi al musik i starten af 60’erne er produceret sådan. Ikke desto mindre er netop måden numrene er produceret på, med til at skabe den karakteristiske lyd og stemning i musikken, selvom det ikke har været et bevidst valg fra Beatles og deres producer George Martin.

 

I den stilhistoriske metode er ideen at værket sammen med andre værker siger noget om den kulturelle praksis i tiden - stilen. Den genrehistoriske metode ser på en kulturel praksis over en længere periode, men indenfor et snævrere felt fx musical. I begge tilfælde ses på værket men det sammenlignes med andre værker.

 

Her er det altså værket der sammenlignes med EN KULTUREL PRAKSIS, som vi kan have fra andre analyser eller fra leksikon-beskrivelser af typiske genre- og stiltræk, som igen kan siges at bygge på en lang række strukturalistiske analyser, hvor de gennemgående karakteristika er samlet.

 

Hvis man laver en stilhistorisk analyse af et værk, skal man også lave en strukturalistisk analyse, men rækkefølgen kan man selv vælge. Ofte giver det den bedste sammenhæng at starte med en bred stilmæssig karakteristik af en periode (dvs en stilmæssig opsamling) og derefter lave en strukturalistisk analyse af værket og slutte med at afrunde den stilhistoriske analyse ved at se i hvilket omfang den konkrete strukturalistiske analyse bekræfter den generelle stilbeskrivelse.

 

Gå til Metode

Del siden