Metode 7 | kgsmusik.123hjemmeside.dk

Antropologisk analysemetode

Den antropologiske analysemetode er også en lidt speciel vinkel på musikken, men den er i nogle sammenhænge meget relevant. Antropologi og etnografi er begreber der i vid udstrækning bruges som synonymer. Den antropologiske analyse prøver at beskrive kulturen i en gruppe. I forbindelse med musik bliver det brugt til at beskrive musikken, som en del af en kultur. Her er der mere fokus på kulturen end på musikken, der ikke betragtes som et værk. Metoden har været brugt til at beskrive ”primitiv musik”, folkemusik og børnesange, men den kan og er blevet brugt til at beskrive popmusik og kunstmusik.

I den forbindelse taler man om det antropologiske kulturbegreb overfor et traditionelt æstetisk kulturbegreb. Det æstetiske kulturbegreb ser på det vi normalt kalder kunst, fx billeder, musik eller litteratur. Det anvendes til at skelne mellem god og dårlig kultur. Kultur er noget man skal lære, det er ikke noget alle har.

Det antropologiske kulturbegreb er bredere, og vi skelner ikke mellem god og dårlig kultur. Kultur er vores vaner, værdier og normer. Alle er en del af den kultur, der betragtes.

Ofte vil en antropologisk metode kombineres med den fænomenologiske metode, men ikke altid.

Den antropologiske analysemetode interesserer sig for kulturen, og ser på musikken for at se hvilken betydning den har for denne kultur. En antropologisk tilgang har altså sjældent beskrivelsen af musikken, som sit centrale mål.

Typiske spørgsmål:

Hvad er kulturen i denne gruppe vi betragter?
Hvad er musikkens funktion?

Udfordring af kunstbegrebet – det postmoderne

En del ny kunst viser sig at være lidt vanskeligt at analysere ved de ovenfor skitserede metoder, fordi forestillingen om hvad et kunstværk er, nu på forskellige områder bliver udfordret.

De foregående analysemetoder tog udgangspunkt i forestillingen om at værket der er

selvstændigt (vi kan betragte det isoleret fra andre værker)
sammenhængende (der er en overordnet helhed fx en ide/udvikling i værket)
originalt (der er en kerne der gør dette værk til anderledes end andre værker)

I en del moderne kunst oplever vi, hvordan værkets opgave ikke længere er at skabe en sammenhængende fortælling, men snarere at udfordre og provokere den sammenhæng der tages for givet. Kunstens opgave bliver at provokere og udfordre vores forestillinger. Kunsten kan være mere idebaseret – konceptuel. Dvs at den vægter ide frem for indhold.

Man kommer ofte ud for at kunstværker både kan analyseres med traditionelle metoder, men at der samtidig er postmoderne træk i værket, der kræver lidt andre metoder.

Vi har kunnet finde postmoderne provokationer på kunstmuseer i mange år, men det er noget nyt, at disse elementer i dag også er en integreret del af den rytmiske populærmusik, hvor selve provokationen nok ikke opleves længere, men hvor problemerne med at få analyserne til at fungere er der stadigvæk.

Det postmoderne kunstværk mere bredt

På Tate Modern i London ligger et kunstværk i en montre. Det er et brugt spil kort. Man kan se hvem, der har lavet kunstværket, og hvornår museet har købt værket. Men hvad er kunsten i det? Hvis man forestiller sig, at man smadrer montren og stikker af med værket, der sikkert har kostet en mindre formue, er det så stadigvæk et kunstværk? Er værket originalt? Det er ikke kunstneren, der har lavet kortspillet, men det er vel heller ikke kortene der er værket. Kunstværket er den provokation, det er for mig at se ind i montren og ærgre mig over at nogen kan få så mange penge og så megen anderkendelse for så lidt? Eller undre mig over forskellen på det/dem der udstilles og dem der er henvist til at være tilskuere. Men hvis det er min irritation, der er kunstværket, er det så et selvstændigt og sammenhængende værk, og er det ikke mig der er kunstner?
For nogle år siden udstilledes en guldfisk i en blenderen. Der gik et par dage før en besøgende trykkede på knappen og startede blendere … Meget diskussion. Hvis nu kunstneren i stedet havde puttet en æggeblomme og noget sukker i blenderen, havde det så også været kunst? Hvad er værket helt præcist? Havde det også været kunst, hvis det ikke var blevet udstillet?
Solvognens Julehappening, hvor de går ind i stormagasin til jul og begynder at dele gaver ud er med i den danske kultur-kanon. Her kan I læse hvorfor det er kunst. Hvad er værket? Hvordan skal det analyseres?

Postmoderne træk i nyere musik

Med disko-bølgen i 70’erne og senere tecno/house fra 80’erne, ser vi en forskydning, hvor (dele af) musikken bliver mere anonym, mekanisk og maskinel, og hvor fokus er flyttet over på dansen og DJ’en. Her spilles en endeløs række af værker, klippet sammen, så de ikke kan skelnes og blandet med simple programmerede loops. Det er ikke ukendt at livesituationen tilfører værket afgørende kvaliteter, men det er ukendt, at der så at sige ikke er noget værk uden publikum. Lydsporet i sig selv er hverken selvstændigt, sammenhængende eller originalt i traditionel forstand.
Med mashup (et nummer hvor elementer af flere numre mixes sammen evt med helt nyt materiale), shredmix (et nummer, hvor man lægger nyt materiale fx et nyt rytmespor, ned over et originalt nummer) og remix (et nummer, der er mixet sammen af en række spor fra det originale nummer som regel med nyt stof) bliver det for alvor svært at afgøre hvad der er originalt. Samtidig er værket helt sikkert ikke selvstændigt, men vil snarere blive opfattet i samspil med den originale version.
The Prodigy har lavet en række numre bl.a. Out Of Space, hvor de henter en omkvæd fra et reggae-nummer, og blander det med egne elementer og andre mindre klip. Det fremtræder ikke som et mashup, men snarere som et selvstændigt nummer, hvor et helt formled er hentet fra et andet nummer. Hvor meget kan man hente og stadig påstå, at det er et nyt nummer?
Björk har lavet en app til tablet, der hedder Solstice. Her har du mulighed for at lægge dine egne klokkespils-loops som akkompagnement til Björks stemme. Hvem er kunstneren? Er værket selvstændigt? Afgrænset?
Med moderne samplerteknologi er der ingen grænser mellem af støj og lyd. Med sampler kan man konstruere nye ”instrumenter”.
Brug af gamle instrumenter på nye måder. Dekonstruktion af musikken … den splittes op i elementer. Postrock er et eksempel på en stil, hvor det er det klassiske rock-instrumentarium, der benyttes, men det benyttes på en ny måde. Fx bruges guitaren mere til at udforske klang end rytme. Den sammenhæng vi normalt leder efter harmonisk og rytmisk i groove forsvinder.
DIY-kulturen (Do-it-yourself) flytter grænserne for hvem der er kunstner og lytter. Alle er kunstnere og det er muligvis de samme numre vi remixer. Det udfordrer også forestillingen om det originale værk.

Gå til Metode

Del siden