Postmoderne analysemetode

Gå til Metode

De postmoderne analysemetoder lægger afstand til de ”moderne metoder”. Postmodernisterne tror ikke på ”de store fortællinger” som forklaring på samfundsforhold, historiske forhold eller alment menneskelige forhold. Officielt har vi slet ingen postmoderne analysemetoder i musik og man kan også med en vis ide lægge den ind under den historiske analysemetode, fordi opgøret med kunstbegrebet selvfølgelig også er et historisk fænomen.

Imidlertid er der en fordel ved at præcisere, at den analyse, vi skal have på benene i postmoderne sammenhæng er en helt anden end den vi beskrev under den historiske analysemetode.

Metoden til at nærme sig værket vil ofte være, at lave en så neutral beskrivelse af forløbet, og derefter beskrive sammenhænge og brud, så godt man kan. Mange af de normale parametre vil stadig kunne beskrives, men ofte vil det ikke kunne forklare så meget. 

I den postmoderne analysemetode beskrives værket men uden en forventning om at der etableres en entydig tolkning af værket. Hovedfokus vil ofte ligge på værket og på lytterens oplevelse af værket. Samtidig vil kunstværket ofte udfordre vores opfattelse af fx værk, lytter eller kunstner.

Typiske spørgsmål er:

• Hvordan kan lyduniverset i værket karakteriseres? Bruges instrumenter/lyde anderledes?
• Hvilket tidsforløb oplever vi? Her vil man ofte foretrække en tidslinje end egentlige musikalske former, hvis formen er eksperimenterende
• Udfordrer musikken lytteren? Hvad siger det om musikken/kunst-begrebet?
• Udfordrer musikken vores kunstbegreb?
• Udfordrer musikken vores analysemetoder?

Gå til Metode

Del siden