Gymnasiet uden Musik: Nej Tak!

Korrespondent for DR i USA. Musik på højniveau, Hjørring Gymnasium 1993-96.

Som ung ville Johannes Langkilde kun være én ting. Han ville være musiker. I dag bruger han alt, hvad han har lært om indstudering, improvisation og sammenspil i sit arbejde med at lave fjernsyn.

”Hele min folkeskole- og gymnasietid gik med at spille musik, have forskellige bands og drømme om at blive musiker. Jeg var meget forhippet på at komme i gang med musikken, så mellem 2. og 3.g søgte jeg ind på ”Rytmekons” (Rytmisk Musikkonservatorium, red.) i København. Jeg kom et stykke til optagelsesprøven men kom ikke ind, fordi jeg ikke var parat.”

”Musik på højniveau var i den grad, hvad jeg ville i gymnasiet. Jeg kunne slet ikke forestille mig en gymnasietid uden musik. Vi havde et supergodt gymnasieband, hvor vi brugte al vores tid og spillede til alle mulige arrangementer i Jylland. Det var en fed tid, der gik op i at skrive musik, øve og tage rundt og spille jobs. Det var stort set det eneste, vi åndede og levede for.”

”Som jeg husker det, stod vi for tingene selv – men miljøet var der. Vores musiklærer var en helt fantastisk person; et meget intelligent, inspirerende og musikalsk menneske. Samtidig var gymnasiets rektor musiker. Alt i alt var det med til at skabe et meget musikalsk miljø. Der blev blandt andet sat store musicals op på et ret højt, professionelt niveau.”

“Efter gymnasiet gik jeg et år på et dedikeret jazzkonservatorium i Frankrig med klaver som primært og trompet som sekundært instrument. Det var et af de bedste år i mit liv. Men det gik også op for mig, at hvis du ikke bliver den bedste, så er musikerlivet et meget hårdt liv. Musikken var min passion, men hvad sker der, når man skal leve af sin passion? Det tumlede jeg med i den periode og valgte at bevare musikken som passion og hobby i stedet for ’bread and butter’.”

”Uden min musikalske baggrund havde jeg ikke lavet, hvad jeg laver i dag. Hele min orkestererfaring med både at være en brik i et stort maskineri og solist svarer meget til at være studievært. At være disciplineret og få øvet. At kunne indstudere og fyre den af på en scene. Der er en musikalitet i arbejdet med at lave fjernsyn. Det er som en symfoni med en start, midte og slutning. Det er sprog, intonation og fremtoning. Som korrespondent skal jeg kunne planlægge og indstudere. Men jeg skal også kunne improvisere. Det svarer fuldstændig til at kunne indgå i en orkestersammenhæng.”

“Livet handler om ikke at være et endimensionelt menneske. Jeg har altid set på musik som en dimension, man ville være handicappet uden. Måske kunne det lige så godt have været billedkunst eller tennis … jeg tror, at det handler om at have en passion i livet. Musik er jo en meget ekstrovert passion, der samler mennesker. Musik er noget, man gør i fællesskab med mange mennesker – spiller og lytter. Musik er en af de mest privilegerede passioner at have. En dimension, som jeg slet ikke kunne forestille mig, at mit liv ikke rummede. Og det startede på mange måder i gymnasiet.”

Del siden